Generalforsamling 2016

Generalforsamling i Ørsted Biograf 2016

Bestyrelsens beretning

Flere i biografen i 2015 og flot overskud

2015 har været et godt år for Ørsted Biograf. Vi har solgt 4215 billetter. Det er ca. 750 flere end i 2014 og også flere end i 2013. Det er stadig, de danske film, der lokker flest i biografen. I 2015 var det filmen ’All Inclusive’, der trak flest efterfulgt af ’Mennesker bliver spist’ og ’Nøgle Hus Spejl’. Der kan ikke altid sættes lighedstegn mellem kvalitet og kvantitet. De film, der får flest i biografen, er som regel de film, der er blevet promoveret dels i fjernsynsreklamer og dels i aviserne. Mange gode film bliver ikke opdaget af et muligt publikum, fordi de ikke bliver promoveret i medierne. For filmen ’Nøgle Hus Spejl’ var der annonceret en eftermiddagsforestilling ud over de sædvanlige 4 aftenforestillinger. Det var en velbesøgt forestilling, selv om det var i december og tæt på jul. Det er noget, vi godt vil gøre i vinterhalvåret, når der er film, der også er rettet mod det mere modne publikum. Som I kan se i programmet, er der ikke problemer med at få de nye film hurtigt. Vi kunne også godt få lov til at vise premierefilm, men der er den udfordring, at udlejer kræver, at de skal vises til mange flere forestillinger og filmlejen vil være højere end den sædvanlige. Så blot I har tålmodighed, skal filmene nok komme til Ørsted. Det fortalte Kirsten Bjerg, formand for Ørsted Biograf, da hun på bestyrelsens vegne aflagde beretning på generalforsamlingen forleden.

I beretningen kunne formanden endvidere oplyse, at Ørsted Biograf fylder 90 år i år. Det skal selvfølgelig fejres, og den 24. september er valgt til at være biografens fødselsdag. Helt præcist hvordan er ikke helt klart endnu, så datoen kan muligvis blive rykket lidt. Men I vil høre nærmere, når vi har haft en lang og forhåbentlig dejlig sommerferie.

Biografens regnskab viser et overskud på godt 27.000 kr. Et stigende billetsalg har ikke kunnet opveje større udgifter til filmleje og annoncering. Biografen har fortsat en god likviditet.

Musikarrangement og opera

I april måned løb årets musikarrangement af stablen. Lokale bands leverede Elvis-musik om eftermiddagen, og efter en gang chili con carne til aftensmad var vi klar til aftenens film ’That’s the way it is’ med Elvis Presley. Filmen, som var en DVD indkøbt hos Graceland Randers (som det ikke må hedde mere), gav vores operatører store udfordringer, men i gang kom filmen, selvom vi måtte leve med spanske undertekster. En fin aften, hvor der dog var plads til flere.

 

I 2015/2016 har vi valgt kun at vise 3 operaforestillinger. Det var 3 kendte nemlig Figaros bryllup, La Boheme og La Traviata. Alle 3 forestillinger var optagelser fra Sidney-operaen. Relativt kendte og med kendt musik. Det synes som om, at 3 forestillinger er passende. Inge Lise Maarup har givet kyndig introduktion til de to første operaer, men var desværre forhindret  ved den sidste, hvor vi selv måtte søge information på nettet.

Samarbejde med Ørsted Bibliotek

Vi har i samarbejde med Ørsted Bibliotek lavet et arrangement med foredrag og film om forfatteren Jakob Ejersbo. Biblioteket stod for foredraget og biografen for filmen. Det var et interessant arrangement, hvor man fik et indblik i forfatterens tilgang til både liv og død. Filmen omhandlede dele af hans liv, men primært, hvordan Jakob Ejersbos bedste venner besteg Kilimanjaro for at sprede hans aske ud fra bjergets top.

Fortsat børnebio i Ørsted Bio

Som sædvanlig hjælper Grenaa Børnebio med at invitere alle institutioner i Norddjurs i biografen til film for de små et par gange om året. Det er primært Ørsted Børneby, der benytter sig af tilbuddet, og det hænger formentlig sammen med, at de ingen transportudgifter har. Desuden er der også et lignende arrangement med film og foredrag for skolebørn ved Salaam karavanen fra Filminstituttet, også arrangeret af Grenaa Børnebio. Det er dejligt, at de hjælper os med det.

Andre arrangementer

Vi har også haft et specialarrangement med musikfilmen om Amy Winehouse en lørdag aften i februar.

Lørdag den 2. april viser vi kunstfilmen om maleren Per Kirkeby. Filmen hedder ’Mand falder’ og er en dokumentarfilm af Anne Wivel om Per Kirkeby. Per Kirkeby er faldet ned ad en trappe og har mistet førligheden og sin evne til at genkende farver og sågar sine egne kunstværker. Vi har fået hjælp af Kunstforeningen Sønderhald med hensyn til promovering af arrangementet, og vi håber selvfølgelig, at det på den måde også når ud til de lokale kunstnere.

Biografen har deltaget både på den årlige kulturdag på Gammel Estrup og senest på forårsmessen i Rougsøhallen, hvor vi bl.a. uddelte gratis plakater. I forbindelse med forårsmessen havde Ørsted Bageri entreret med vinderen af bagedysten i fjernsynet om, at han skulle komme og pynte cupcakes, som skulle sælges på messen. Arrangørerne af messen havde besluttet, at et overskud på 5 kr. pr. solgt kage skulle gå til biografen. Begrundelsen for, at valget faldt på biografen, var, at det var noget alle havde adgang til. Der blev solgt 600 kager, og biografen har fået 3000 kr., som vi har besluttet skal gå til indkøb af børnesæder. Så tak for det til Ørsted Bageri og Rougsømessen.

Tak for opbakning til biografen

Afslutningsvis rettede formanden en tak til alle, der komme og ser film i biografen og til alle, der støtter op om arbejdet med biografen samt en tak til alle ’biografdirektørerne’ for godt samarbejde i det forløbne år.